Uundværlige venner i køkkenet!

24. marts 2016

Vi presser, juicer, blender og fryser ned.

Det er så vanvittigt nemt at lave sine egne lækre is, juice og smoothies - og der findes nogle helt idiotsikrede maskiner, der er helt vildt nemme at betjene.

Herhjemme vil jeg meget nødigt undvære vores blender, juicemaskine eller stavblender.

I denne fantastiske varme, er vi her på matriklen gået juice-amok, og vi har køleskabet proppet med juice, og fryseren fuld af is, lavet med kærlighed og selvpluk fra køkkenhaven.

Jeg fik plukket de fleste af vores rabarber da de var godt modne, hvorefter jeg lavede dem til rabarberkompot og smed den direkte i fryseren. Sammen med jordbærrene, der også er ved at være flotte, røde og søde, blendes de til en cremet smoothie som fyldes i is beholdere.

Vores juicer er en ældre dame fra OBH Nordica, og hun er et ordentligt monstrum, der tager en krig at gøre ren - men hun kører alligevel på højtryk i disse dage, så vi altid har kølige sager parat.

Morgenen starter med en juice eller en smoothie - og vi laver altid nok til is, så vi kan nyde hjemmelavede kolde fornøjelser i løbet af dagen.

Nemme og lækre is, it is!

Alfred er ved at være gammel nok til at komme med i køkkenet, og jeg nyder virkelig de timer vi kan bruge derude. Han er med til at plukke i haven, skylle, blende og hælde.

Kortslutningen sker dog, når han erfarer at man ikke kan spise isene med det samme. Lesson learned: Hav derfor altid nogle andre klar :)

Det er sundt, synes jeg, at lære de små at være med i køkkenet. Vise dem at det er sjovt og hyggeligt!

Vores is er baseret på frugt og bær eller saft - favoritten er banan, jordbær og æble, som er en sød og frisk juice, der hitter hos de fleste børn. I går lavede jeg is bestående af blåbær, hindbær og jordbær, da jeg havde nogle bær på frost.

Og man skulle da være en gris, hvis ikke man overtrak dem med lidt chokolade :)

Kickstart dagen

Vi (voksne) starter desuden dagen med et ingefær og gulerod/æble-shot som er så stærkt, at den sender et gys gennem min krop.

Det er med samme fart som et ondt tequila-shot, at den skylles ned. Det kradser mindst lige så meget i halsen, i hvert fald :) Men det er både sundt og godt for kroppen.

Alfred får oftest en juice med f.eks æble, jordbær, banan, grape, gulerod eller rødbede. De 4-6 ting er oftest grundstenen i hans juice, som helst ikke må være alt for stærke eller sure.

Min erfaring siger, at der næsten ikke er nogen grænser for hvilke frugter eller bær man kan bruge til juice, smoothies og is - så vælg efter årstid/sæson - og tag gerne på grøntmarked og køb stort og billigt ind. Vi foretrækker at købe vores frugt og grønt økologisk, og det er klart billigst på markederne.

Go nuts i kølige juice og smoothies, derude :)