Kameraskolen 2 - Sådan går du i gang med semiprofessionelle kameraer

Kameraskolen 2 - Sådan går du i gang med semiprofessionelle kameraer

14. februar 2017

Selvom smartphone-kameraer bliver bedre og bedre, er der stadig langt til de muligheder, man har med et rigtigt digitalkamera med udskifteligt objektiv. Denne er anden del af tre artikler, der fortæller dig, hvordan du kommer i gang med semiprofessionelle kameraer.

Første del af denne serie beskrev de overvejelser, du bør gøre, inden du overhovedet går i gang med semiprofessionelle kameraer. I denne del kigger vi på grundkoncepterne og forskellene på at tage billeder med et smartphone-kamera eller et digitalt kompaktkamera og et semiprofessionelt systemkamera.

Lyset er dit grundmateriale

Al fotografi handler i virkeligheden om, hvordan man fanger, fæstner og reproducerer lys. Da man primært brugte film, var kunsten at eksponere filmstrimlen for ganske bestemte mængder lys foran et motiv, hvilket fæstnede motivet til strimlen. Efter en fremkaldelsesproces kunne man så belyse strimlen og se motivet og overføre billeder fra strimlen til papir – og så havde man et billede.

Digital fotografi er modelleret efter den samme proces – bare uden strimler og alle de grimme kemikalier, der skal til for at fremkalde en film eller overføre billeder til papir. Det sidste har vi printere til i dag.

Men ellers er processen den samme. Idéen er stadig at variere mængden af lys, man lukker ind i kameraet for at få forskellige billedeffekter frem. Man har blot erstattet de virksomme elementer med digital teknologi.

I kameraet til venstre ses en APS-C sensor, mens det til højre har en full-frame-sensor (Foto: Autopilot/Creative Commons).

Sensoren

I stedet for en filmstrimmel bruger man således nu en digital sensor. På samme måde som filmstrimlen er lysfølsom, modtager sensoren lyset, men i stedet for at brænde et motiv fast på en film, fortolker sensoren lysinformationerne og sender dem videre til en chip, der så står for den videre behandling. Modsat film kan en sensor altså bruges igen og igen.

Fordi sensoren er den direkte erstatning for film, omtaler man stadig sensorerne i semiprofessionelle digitalkameraer i film-termer. Når du overvejer dit digitalkamera-køb, skal du derfor tage stilling til, om du vil have et kamera med en såkaldt ”full-frame”-sensor. En sådan sensor har samme størrelse som et billede fra en filmstrimmel, som er cirka 35 mm i bredden.

De fleste professionelle fotografer foretrækker dette, dels fordi det kommer tættest på de klassiske fotografi-konventioner, dels fordi jo større sensoren er, jo flere lysinformationer kan du klemme ind i billedet. Det giver en større detaljegrad og mere at arbejde med. Men full-frame-kameraer er dyre, og de befinder sig som regel oppe blandt topmodellerne fra f.eks. Canon, Nikon, Olympus og så videre. Alternativt kan man købe et kamera med en mindre sensor, hvilket ofte kan være rigeligt for den semiprofessionelle fotograf. Her begynder betegnelserne for størrelserne at hedde ting som ”APS-C” eller ”4/3”, afhængig af størrelsen og kameraproducenten. Du kan se de forskellige sensor-størrelsers betegnelser herunder.

Når du er på brugtmarkedet for at købe et brugt, semiprofessionelt kamera, skal du sikre dig, at sensoren er uskadt og i ordentlig stand før et potentielt køb – og så skal du overveje størrelsen, fordi det spiller ind i det andet, store grund-element: objektivet.

fotocredit: MarcusGR/Creative Commons

Linser og objektiver

Den danske terminologi omkring linserne, du sætter foran sensoren på et kamera, kan være lidt forvirrende. En linse er på dansk selve glasset, man tager billeder igennem, mens det lignende ord lens på engelsk faktisk mest bruges om det vi kalder objektivet. Et objektiv er, hvis man skal være helt sproglig korrekt, den samlede ”cylinder” med zoom- og fokusringe og linser indeni. Men i daglig tale bliver linse og objektiv ofte blandet sammen, sådan at man taler om en ”zoomlinse” eller ”telefotolinse”, når man i virkeligheden taler om et objektiv og ikke kun selve glasset.

Uanset, hvad man kalder det, så er fordelen ved semiprofessionelle systemkameraer, at man kan skifte objektivet ud, og dermed få effekten fra forskellige linser (heraf betegnelsen ”system”-kamera). Hvad det helt konkret betyder, og hvordan man køber og bruger forskellige objektiver, kigger vi på i del tre af denne serie.

I første omgang skal du ved køb af et brugt digitalt kamera af denne type overveje, hvad du skal bruge. Før du ved, om din nye hobby er langtidsholdbar, er der ingen grund til at købe dig fattig i dyre linser. De fleste semiprofessionelle kameraer sælges med ”huset” alene, og så skal man købe objektiver ved siden af (nogle gange fås de dog i samlede pakker).

Af samme grund kan det variere temmelig meget, hvilke objektiver, der følger med et brugt kamera, så hvis du køber hus og objektiver for sig, bør du være opmærksom på, om objektiverne passer til sensor-størrelsen i huset - altså om de er lavet til f.eks. 35 mm-, APS-C eller 4/3-sensorer.

Du skal også være opmærksom på producenten. De forskellige producenter bruger nemlig forskellige standarder for, hvordan objektivet rent mekanisk sættes fast på kamerahuset. Der findes adaptere, der kan sætte f.eks. et Canon-objektiv på et Panasonic-kamera, men man mister ofte nogle fordele ved at gøre det. Autofokus kan for eksempel holde op med at virke, fordi adapteren forhindrer kamerahuset i at sende strøm til den motoriserede fokusring på objektivet.

DBA har iøvrigt en hel afdeling kun med linser og objektiver!

 

Kamerahuset

Endelig er der selve kameraet. Hvor objektiver ikke ændrer sig så frygteligt meget henover årene, kommer der hele tiden nye kamerahuse, der kan forskellige ting. 

Det siger sig selv, at nyere kameraer er dyrere, men man får også nyere og flere funktioner for pengene. Forskellen på at købe et nyt og ældre kamerahus kan være at skærmen bagpå er større, og kan vippes ud og bøjes i forskellige retninger. Dette er en fordel, hvis man tager billeder fra skæve vinkler. På ældre kameraer sidder skærmen måske fast.

Sensorens opløsning, altså hvor mange pixels, den kan lave lysinformationer om til, varierer også med alderen på kamerahuset. Det samme gør den chip, der sidder ombord og behandler billedet, efter det er taget.

At der kan være stor forskel på det sidste ses tydeligt påforskellen på nye og gamle Canon-kameraer. Hvis man optager video i HD på et gammelt Canon 5D eller 7D, overopheder chippen efter omkring 12 minutter, og man er nødt til at holde en pause. Nyere modeller har ikke dette problem. Med andre ord er det en god idé at læse op på den model, man overvejer at købe, hvis man har specielle behov som f.eks. video i høj opløsning.

Elektronista

Endelig kan nyere modeller have bedre menuer og indstillingsmuligheder og luksuriøsiteter som trådløs fjernbetjening og overførsel af billeder. Hvis du endelig vil spare penge på at købe en ældre model, er det nok her, du skal spare. Det er nemmere at lære at leve med et lidt gammeldags menusystem i kameraets indstillinger, end med et kamera, hvor sensorens opløsning er for lille til moderne billeder, og hvor chippen ikke kan følge med tiden.

I næste og sidste del af serien ser vi på objektiver mere specifikt, og hvilke parametre, man skal overveje, når man køber og bruger dem.

/// LÆS OGSÅ: "Kameraskolen 1 - Sådan går du i gang med semiprofessionelle kameraer"

Lavet i samarbejde med Elektronista.