Vil du dufte godt.. Billigt?
Livsstil

Vil du dufte godt.. Billigt?

Louise Guldager
Louise Guldager

De fleste af os har efterhånden lært, at det kan svare sig, at kigge efter møbler og fint tøj vintage. Der kan være guld at finde indenfor netop disse kategorier og sjældent har det været så populært, som tilfældet netop nu er. Men hvor mange af jer er egentlig opmærksomme på en kategori som parfumer?

Min erfaring er, at det her især kan svare sig at kigge på et site som dba.dk. Selv har jeg også solgt en del gennem tiden. For det som ofte sker, når man f.eks. får en parfume i gave er, at man jo åbner den – for at kunne dufte den på. Og da langt de fleste dufte har tendens til at dufte ret forskelligt alt afhængig af, hvem de sidder på, er der ofte en overhængende risiko for, at man ikke helt kan lide duften. Jeg har sågar også haft købt parfumer, som jeg på veninder har følt duftede virkelig godt – men som på mig duftede helt anderledes. Og har man først åbnet parfumen og brudt emballagen, så kan den jo ikke byttes.

Men det er alt andet lige ret ærgerligt at have en dyr Chanel nr. 5 stående hjemme på hylden uden at bruge den. Uanset at den da pynter pænt. Hvorfor så ikke sælge den? Lade andre spare lidt af nyprisen, få glæde af den – og selv købe den parfume, man allerhelst vil have.

Fordelen ved køb af brugte parfumer er, at man altid kan se, hvor meget, der er brugt. Og har man en personlig favorit, som man VED, man altid bruger og er glad for, er der ret beset heller ingen grund til at købe guldet for dyrt. Det kunne jo tænkes at én anden ikke er lige så begejstret for denne duft og derfor sælger. Jeg har gentagne gange haft held med at finde mine personlige favoritter til lidt under nypris. Selve emballagen er jeg personligt bedøvende ligeglad med.

Det kan også være, man er forelsket i en given flakon. En flakon, som man synes er vanvittig smuk og dekorativ – og som alene berettiger til en plads på sminkebordet eller i en smuk enkel opstilling på toilethylden. Sådan har jeg det f.eks. med min Miu Miu art deco flakon. Den er så uendeligt fin med sit miks af turkis og dramatisk rød, synes jeg. Og da man på netop denne flakon ikke kan se, om den er tom eller fuld, kunne jeg sagtens finde på at købe en, der var brugt en del af, alene blot for at have den stående til pynt, hvis prisen også afspejler det.

Og i forlængelse heraf, kan man relativt nemt finde gamle smukke flakoner, der i den grad vil pynte i de fleste moderne hjem i en kreativ og cool stilleben – det er lige før, jeg får lyst til at købe mig et sminkebord, når jeg ser en flakon som denne her.

......Og ellers kan man jo også med lidt humor tilføje én af disse?

Vi duftes ved

Louise - Guldlog.dk

Relaterede artikler