Jeg er bosiddende i København V. Jeg har både bil og cykel – og to så godt som velfungerende ben. Når jeg skal på kontoret, til møde eller bare ud i København, så foregår det som oftest på cykel eller også til fods. Men der er en helt tredje mulighed: En scooter.
Bilen lader jeg lige holde – sådan er det nemlig som oftest, og den bliver primært brugt, når min kæreste, søn og jeg skal besøge venner eller familie.
Nogle vil måske nok mene, at det på ingen måde holder med en scooter eller en knallert 45, som det tohjulede køretøj også kan benævnes. ”Du skal da have en motorcykel!” – den sætning er jeg ofte blevet præsenteret for. Og ja – jeg kunne fint tænke mig en motorcykel, men ikke til brug i byen. For det første koster den langt mere end for eksempel en scooter, den kræver, at jeg tager et nyt kørekort, og så er der vist også noget med en sæson for MC-folket, som mig bekendt ikke rammer ”scooter-nisserne”.
Mit eget forhold til motoriserede transportmidler begrænser sig til min ungdom. Mit første møde var stort: Et familiemedlem havde en overordentlig lang indkørsel, hvor jeg kunne prøve hans knallert med fire gear. Jeg tror, jeg brugte to timer på at køre frem og tilbage, og jeg mestrede både at skifte gear og kickstarte maskineriet, men til sidst var tanken tom. Prøveturen satte skub i en lyst, som blev til min egen knallert – den havde jeg i Sverige, hvor mine forældre har sommerhus, og hvor man ikke skal have kørekort til ”moped” – og så må man faktisk føre motorkøretøjet et år før man må i Danmark. Det blev til en sommersæson eller to med den røde knallert i Sverige, men det blev også til en ridset bil, en tur i gruset og et brandsår.
Nu er jeg omtrent 20 år ældre, og den der lyst til at kunne køre mageligt og motormæssigt gennem byen gibber lidt i mig. Jeg ved dog, hvad det ikke skal være – og det er sådan en ”ung gut knallert” med indbygget højtaler, neonlys og tunet motor. Den slags er jeg blevet for gammel til, og så synes jeg ikke, at en sådan scooter klæder nogen mand. Og da slet ikke kvinde.
Skulle det være, så skulle det være en scooter med retro-look – du ved sådan en Vespa lignende sag med kromdetaljer, brune læderdetaljer og et par sidespejle, der ikke efterlader nogen blinde vinkler. El-start? Naturligvis. Og mig bekendt findes der herlige opbevaringsrum til et og andet under sædet.
Italjet Velocifero, 1998, 2500 km, Rød, Italiensk 45’ scooter Minder om en Vespa! Læs hele teksten inden du henvender dig Kun seriøse henvendelser tak! Jeg har brugt 11.000 kr på den det sidste år,
6.000,00 kr.Piaggio Vespa Lx 50, 2009, 20201 km, Sort, Sælges til højste bud over 3500 inden1 /12-24 starter og køre, skal have kærlighed da den har stået stille i nogle år. Bremse kabel er knækket. Er ikke
3.500,00 kr.Piaggio Vespa ET2, 2004, 33000 km, Cremefarvet, Super flot original piaggio vespa et2 scooter sælges. Køre super godt, alt virker. Fremstår i flot stand i forhold til ældre, altid stået indenfor. Løbe
8.500,00 kr.Piaggio Vespa ciao, 1975, Sælger denne lækre ciao. Den kører som en drøm og fejler intet. Den står helt original og har original lak. Den er fra 1975 og er dansk. 9000 eller byd
5.000,00 kr.Vespa Piaggio, 1999, 002870 km, Mørkegrå metalik, Vespa Piaggio et2 Total renovering ingen rust alt er behandlet. Ny metallic lak Vindskærm,bagageboks inklusive
12.000,00 kr.Piaggio Vespa ciao , 1980, Rød, Vespa ciao projekt sælges, da jeg dsv ikke selv får tid til at kigge på den. Det er umiddelbart et komplet projekt. Evt giv et bud. Obs: ved ikke om årgangen passer
3.300,00 kr.Der er selvsagt tale om et egoistkøretøj til én, men der er noget fristende over en fin scooter (hvis jeg skriver fed, så hørmer det af førnævnte neonlys og højtaler). I Danmark er scooteren tit ofte blevet forbundet med at være alt andet end fiks, mens den i lande som Spanien og Italien er det meste fikse, kvikke og oplagte køretøj – uanset om man er 16 eller 70, lærling eller direktør. Vi kommer ikke udenom, at farten ikke matcher en motorcykel, men de hastigheder har du ikke brug for i byen.