Sommerfuglene fylder godt i maven, når man skal starte i skole! Jeg kan virkelig huske det og jeg glemmer aldrig følelsen, af spænding og glæde første gang jeg trådte ind i klasselokalet. Så mange nye ansigter, på børn, hvis navne man endnu ikke kendte. En stol der var min, en ny sidekammerat, den grønne tavle og en meget voksen lærer.
Da jeg startede i skole i 1991, var det populært med Salomontasker og slidte Levis jeans. Blyanterne var orange, og der var hverken iPads eller computere til rådighed. EDB rummet var et sted man kun kom hen, hvis man havde booket det - men ellers foregik alt skrivearbejde i hånden og internettet var en meget fjern og uopnåelig størrelse. Ordbøger var røde og vanvittigt tunge, og min klasselærer havde tunge hornbriller og svenskergarn.
Der er dog rigtig mange ting der ikke har ændret sig. Rent lavpraktisk er der ikke den store forskel, på hvad jeg havde med i skolen, til de ting man stadig har brug for når man starter.
Pludselig er det ens eget barn der træder ind i en verden, der på mange måder ligger langt fra institutionslivet og hvor frikvarter er noget man holder, når man har siddet stille længe. Man leger stadigvæk, men det er under langt mere kontrollerede forhold. Man er blevet stor!
En god madkasse og en standhaftig drikkedunk, der er nem for ungerne at holde ren. De fleste forældre melder ud, at madkassen helst skal have flere rum, men at den må heller ikke være for stor. Et godt råd er, at lave en formiddags og en eftermiddags madpakke.
Blyanter, blyanter og atter blyanter! Notesbøger eller kladdehæfter, til noter og de obligatoriske krusseduller. Derudover naturligvis andre redskaber, som lommeregner, penalhus, blyantspidser, kuglepenne og viskelæder.
Det kan godt være at sommeren kun lige er startet, men de kommende skolebørn er uden tvivl ved at dø af spænding - og så kan ferien kun gå for langsomt! Brug derfor et par dage i ferien, på at tage ungerne med på shopping. De er med garanti edderspændte, med sommerfugle i hele kroppen. De vil synes at det er rigtig fedt at være med til at vælge tingene selv.
Første skoledag er lige som Blå Mandag, bare for de 6-7 årige - udstyret skal være i orden :)
De små rygge er stærke, men der skal ikke meget til før der kommer en del vægt på.
Der findes utrolig mange gode rygsække, og en favorit må bestemt være den klassiske fra Fjällräven. Den fås i både Mini og almindelig - Minien er for lille til skolebrug, men ville fungere ret fint som gymnastiktaske i de små klassetrin.
Invester i stedet i den store, der nemt kan indeholde a4 og meget, meget mere. Det er ikke for sjov den kaldes for pædagog-tasken. Den er meget praktisk og fin. Og så fås den i alverdens farver
Lad ungernes ryg få det bedste, inden de som teenagere begynder at smadre ryggen med tunge skuldertasker.
En god gymnastiktaske, der ikke fylder for meget. Plads til sko, ekstra tøj og et håndklæde. De små gymbags kan nemt foldes sammen og de vejer ingenting. Gymbags er også geniale til udflugter, hvor der kun skal være plads til madpakken.
Farvekridt til frikvarteret, så man kan tømme hovedet for nye, tunge informationer.
Måske tanke op på ny energi med lidt frugt. Frikvarter er yndlings, og det er rart at slappe lidt af - tegne, lege og spise lidt så man er klar, når klokken atter ringer ind.
Kan I huske jeres første skoledag?