Fire hjul og tre-fire årtier

Når en vogn er holdt original, kan den nemt overstråle nye biler, når det kommer til look'et. Det der med komfort, sikkerhed og benzinøkonomi, vil jeg ikke komme ind på her, for der taber de gamle vogne stort.

Men hvad er det, der batter ved en gammel vogn? For mit vedkommende er det en blanding af nostalgi og design. Og i mit første ”bud”, hænger disse to ting sammen – det drejer sig om en Morris Mascot.

Jeg har haft tre gamle Mascot’er – og to af dem var endda en ganske sjælden sag, da der var tale om pick-up’er. Der var plads til to i kabinen, men en del på ladet, hvilket den min blå udgave beviste en sommer, hvor jeg og nogle venner tog til Hornbæk for at muntre os. Vi indlogerede os i min vens forældres sommerhus i Dronningmølle, og så gik turen ellers til stranden. For at møde nye bekendtskaber. Bilen holdt parkeret et stykke væk, og da vi rendte på nogle rare piger, aftalte vi at hente dem om aftenen. Vi ankom i min madam-blå farvede Mascot Pick-up og lastede lidt drikkevarer om på ladet sammen med pigerne, to gutter og en stuehøjtaler, der var forbundet til bilens radio. Da vi passerede en fartkontrol, som målte i modsat retning, vil jeg gerne understrege, at jeg aldrig har set en stående fartkontrol glo så meget efter en bil, der kørte, hvad den måtte. Jeg er også ganske sikker på, at de efterfølgende ikke har set noget lignende. Og nå ja – festen med pigerne var en stor fornøjelse. Der blev blandt andet natbadet i havet, og dagen efter fandt vi en forladt busteholder, som flot kunne monteres mellem bilens TO antenner. Endnu et flot syn.

Den sidste Mascot jeg havde var noget mere klassisk. Den havde det med at køre noget ujævnt, når frosten meldte sig, og jeg mindes da også, at sideruden roterede 180 grader en gang, jeg skulle rulle ned. Modellen kom til verden længe før jeg blev født, men designet er i min bog gennemført og charmerende. Nostalgien skal ses i de oplevelser, jeg har haft med bilen – og ikke blot set på afstand.

Bud nummer to rummer faktisk to bud i ét. En BMW 3-serie coupé fra medio firserne og en Mercedes CE fra ultimo 70’erne eller primo 80’erne. Sidstnævnte er for længst blevet en klassiker, og det er da også en af de mere populære modeller, og man ser nemt ”kreative folk” drøne rundt med en ledestjerne på køleren, mens der dyrkes fuldskæg og høres hip-streaming musik over anlægget, som er nyt, men holdt i ”retrodesign”. Et nemt valg? Tjo. Men designet hørmer af en mellemting mellem gullaschbaron og crooner, og komforten skulle ydermere være i top med blandt andet automatgear, airconditionering og soltag.

Men hvad med ”bimmeren”? Der blev grinet hånligt af 80’er coupéerne i de sene 90’ere, og det så da også lige lovlig voldsomt ud, når en 320-coupé kom trillende med skørter, alt for store hjul, krakkeleret lædersæder og et eftermonteret Momo-rat og en ditto udstødning størrelse nedløbsrør.

I dag er løjerne anderledes: Kan du finde et originalt eksemplar, som ikke er plastret til med førnævnte skrammel, så har du – efter min mening – et sublimt bud på en youngtimer med kant(er) for alle pengene. Og her kan du faktisk fint ”nøjes” med et manuelt gear.

Der er talrige andre modeller at drømme om. Jeg holder dog her. Måske jeg genoptager tankerne om de ældre firehjulede på et senere tidspunkt…