Jeg er verdensmester i at gå i cirkler. Omkring de samme tanker, samme ideer, samme drømme. Sådan er vi nok mange, der er. Men det undskylder sådan set ikke for at få fingeren ud og komme i gang, vel?
En af de ting, jeg ofte tænker på, men alt for sjældent får gjort noget ved, er det dér med at få ryddet ud. I flere måneder har jeg gået og sagt til mig selv, at jeg altså SKAL til at have ryddet op i skabet. Jeg er NØDT til at erkende, at jeg har alt for meget liggende, jeg aldrig bruger – og som intet fejler. Og at jeg er blevet 35 år og ikke er en størrelse 36 længere. Min egen forstyrrende udskydelse af projektet med håbet om liiiiiige om lidt, at have tabt de ekstra 8 kg gør intet konstruktivt for forløbet. For det sker jo ikke. Jeg ved det godt.
Det kan virke lidt uoverskueligt at skulle tage billeder af sine ting, uploade til computeren, forsøge at prissætte, måle – og ikke mindst svare på spørgsmål, når de endelig ligger dér. Men det handler alt sammen om at tage sig sammen. For gevinsten ved at rydde ud: penge på kontoen, plads i skabet – og god samvittighed – dén vil jeg gerne have!
Et konkret eksempel er min elskede læderjakke.
Har aldrig i mit liv høstet så mange komplimenter for en jakke, den er virkelig anvendelig og har ingen tegn på slid. Et rigtig KLASSE KØB! Men. I over et år har jeg ikke kunnet skrue mig ned i den. Jo, hvis jeg står helt stille og ikke bevæger armene. Det er simpelthen så latterligt. I stedet for at erkende, at den ER for lille og jeg for stor, sætte til salg og for de penge den afstedkommer købe mig en ny, der rent faktisk passer – så kigger jeg på den hver morgen med bedrøvede hundeøjne og dvæler ved vores fantastiske minder sammen, som var den en gammel elsker, jeg ikke kan eller vil slippe. Og rækker ud efter min trench coat i stedet.
Alt imens hænger den bare dér. Måned efter måned. Uden at nogen får glæde af den. Topmålet af stupiditet.
Min pink blazer kunne også være et eksempel i fortællingen her. Historien om de hvide pumps en anden. Helmut Lang nederdelen ligeså. Eller den lyserøde bomber jakke. De brune loafers samme kategori.
Pointen står soleklart. Jeg skal undlade at træde mere rundt i det. Jeg har lært lektien. For bagbeklædningen på mit klædeskab sprækkede forleden. Og jeg indså, at det var tid.
Er jeg mon den eneste, der synes, det kan være lidt svært at overskue? Og i stedet ender bunkerne af ting, der ikke længere er i brug med at vokse. Lektien må være, at hvis jeg ikke vil smide det ud, så kan det meget vel være fordi, det stadig HAR en værdi. Jeg skal bare indse, at det ikke har værdi for mig selv længere. Og derfor skal videre ud i verden.
PS:
Det var faktisk helt befriende endelig at få taget sig sammen. I kan finde min shop her.
