Disse film havde du med garanti på DVD som ung i 90’erne

Disse film havde du med garanti på DVD som ung i 90’erne

9. maj 2022

Hvilken film skal du se i aften? Vi streamer på livet løs, men tilbage i 1990’erne tog vi turen til Blockbuster for at vælge de film, vi ville se. Kan du huske, hvad du proppede i DVD’en dengang? Vi har lavet en liste med tidens ungdomsfilm, og du kan godt glæde dig til et gensyn med alt fra ikoniske klassikere til politisk ukorrekte familiefilm.

Du lyttede til Backstreet Boys eller skrålede med på 'Spice up your life' med kryddersildene, mens du rystede hofterne i et par kassebokser, gjorde du ikke? Og mon ikke også du havde et par buffaloboots på fødderne, en lavalampe på teenageværelset og Beverly Hills 9020010 snurrende på tv-skærmen?

Der er nogle ting, vi husker tydeligt fra 1990’erne, men hvad smækkede man egentlig i DVD’en, når der skulle hygges med bland-selv-slik og popcorn fredag aften? Vi blænder op for en liste, som sender dig direkte tilbage til tiden med Aqua og gameboys, for nu gør vi klar til filmaften fra 1990’erne.

LÆS OGSÅ: Barn i 1990’erne? Så kan du helt sikkert huske disse ting

For 40 kroner kan du blive den heldige ejer af filmen om Spice Girls – et af 1990’ernes mest populære bands.

Filmen som stadig hitter i dag

Indrøm det bare: Du fik også en klump i halsen, da Scar skubbede Mufasa ud over afgrunden med de opskræmte gnuer, og spottede vi ikke også en tåre i ørekrogen, da Simba sejrssikkert indtog Kongeklippen?

Hakuna Matata – tag det roligt – du var ikke den eneste, der fik noget i øjet under fredagshyggen. I 1994 hylede vi alle sammen en lille smule, når vi satte ’Løvernes Konge’ i DVD’en, men helt i Disneys ånd bød filmen også på finurlige, fjollede og hylemorsomme citater.

Hvem husker for eksempel ikke Timons rappe replik 'Pumba – hos dig bliver alt jo til gas', da Pumba i en eftertænksom tone siger: 'Jeg har ellers altid troet, at stjernerne var en hel masse gas, der brænder milliarder af kilometer borte'? Det er præcis de passager, som gør filmen til en klassiker, vi faktisk godt kan se endnu.

Lige nu kan du på DBA finde 392 aktive annoncer med ’Løvernes Konge’, og her kan du se dem, der koster under 50 kroner.

En vaskeægte slasher

Ahhhhh! Frygtede du også masken?

’Scream’ skyllede igennem os som et rystende gys i 1990’erne, og hvad der i dag virker som hygge i bedste sendetid, var dengang noget af en revolution for gyserfilmene.

Courtney Cox, Neve Campbell og Drew Barrymore bar os i 1996 direkte mod det, der senere blev kendt som slasherfilm. Og hvad er det nu lige, det er? Slasherfilmene, der er en undergenre af horrorfilm, tager konsekvent udgangspunkt i fortællingen om en sindssyg morder, der på brutal og systematisk vis forfølger og dræber sine ofre. Nå ja, og selvfølgelig på den mest blodige og uhyggelige måde, så vi måtte trække puder og dyner op foran øjnene… I hvert fald lige et par minutter.

Du kan finde 188 annoncer på gyserfilmen på DBA, og her kan du se dem, som ikke koster mere end 25 kroner.

Dette er nok verdens dårligste idé

Kan du huske, hvordan vi så ud i 1990’erne? Hvis det kniber med hukommelsen, kan du få et gensyn med tidens trends i ’Kærlighed ved første hik’, hvor pigerne bruger glimmerøjenskygge og danser i kjoler med spaghettistropper, mens fyrene ikke er for fine til stramme jeans og pastelfarvede t-shirts. 

Filmen fra 1999 er et fantastisk ungdomsportræt, hvor vi følger den lidt kiksede 1. g’er Viktors forsøg på at score den lækre 3. g’er Anja, der desværre er kærester med skolens smarteste fyr. Og lad os bare sige det sådan her: Det er ikke altid helt nemt at være Viktor. Især ikke, når man tager imod gode råd fra sin lillebror og møder op med en tarantel til sin udkårnes familiefødselsdag… Det tenderer måske nok til at være verdens dårligste idé.

Glæd dig til et gensyn med Anja, Viktor og vennerne. Se de DVD’er, der koster under 30 kroner her.

Den mest ikoniske film fra 1990’erne er denne

Vi kan ikke snakke om ikoniske film fra 1990’erne uden at nævne klassikeren over dem alle: ’Pretty Woman’. Holder den stadig i dag? I den grad! Julia Roberts og Richard Geere gør det godt – både den gang og nu.

Smæk du bare DVD’en i maskinen og glæd dig til et gensyn med scenen, hvor Vivian ligger i badekarret og skråler med på Prince-hittet 'Kiss', mens sæbeboblerne skummer omkring hende. Husk forresten også at nyde alle de dejlige detaljer, der afslører, at vi faktisk er i 1990erne: Den gule walkman, det pastelfarvede tøj og de vilde frisurer…

Når du har fundet ’Pretty Woman’ på DBA, mangler du bare at lave popcorn i popcornmaskinen, så er du klar til ægte 1990’er-nostalgi.

Den her film ville aldrig være blevet lavet i dag

Vi vover pelsen og siger, at ’Alene hjemme’ fra 1990 nok aldrig ville være blevet indspillet i dag, for filmen er på alle måder totalt politisk ukorrekt. I hvert fald set med nutidige øjne.

For du kan da godt huske plottet, kan du ikke? Ellers lad os lige opfriske det i grove træk. Filmen handler om, at forældrene glemmer deres søn i hjemmet, mens de selv ruller på juleferie i Paris. Tilbage i Chicago sidder 8-årige Kevin nu – alene – mens to tyve lusker rundt i nabolaget og plyndrer det ene hjem efter det andet. Derfor må Kevin være kreativ, og han kaster sig ud i at bygge nogle temmelig avancerede fælder, så tyvene ikke sådan uden videre kan trænge sig ind i huset…

Det er skørt, sjovt, nervepirrende og helt i gennem 90’er-agtigt, og måske netop derfor vi ser den igen og igen?

Skal du gense klassikeren? Lige nu er der 110 udgaver af ’Alene hjemme’ til salg på DBA, og 74 af dem koster under 50 kroner.

Hvad tror du, vi 'really, really want?' fra begyndelsen af årtiet? Tag med tilbage til 1990’erne i denne artikel, hvor vi genopfrisker hukommelsen med nogle af de klassiske ting og sager, vi slet ikke kunne undvære dengang. 

Det var ikke kun film, vi samledes omkring i 1990’erne. Det var også fodbold! Og her tænker vi selvfølgelig på den famøse EM-kamp fra 1992! Find klaphatten i gemmerne og se frem til danish-dynamite-stemning i denne video, hvor Dani tager dig med på tur i sin Ellert.