Politikerguld på Folkemøde-auktion

Politikerguld på Folkemøde-auktion

Af Mette Carlsen / 13. juni 2016

Danskerne har for 20 mia. kroner aflagte ting liggende på lofter og i kældre. Ting og sager, der ikke længere er i brug og som bare ligger og venter på at blive solgt.

Danskerne vurderer selv, at der i hver husstand ligger for mere end 7.500 kroner. Det faktum vil DBA gerne sætte fokus på på Folkemødet.

Vi har bedt en række politikere fra et bredt udsnit af Folketinget bortauktionere en ting, de har haft i gemmerne. Hammerslagsvært Christian Degn svinger hammeren ved auktionen, der foregår på Nordlansscenen lørdag d. 18. Juni kl. 14.30.

Er du blevet nysgerrig på, hvad der har samlet støv hos politikerne, og hvilken historie der ligger bag?
Læs med herunder - og se hvad tingene er værd!

Jakob Engel-Schmidt (V)

Jakob Engel-Schmidt, der er valgt til Folketinget for Venstre, bortauktionerer en lidt utraditionel vare. Han sætter nemlig udenrigsminister Kristian Jensen til salg.

Kristian er en god kammerat - og han kan en masse ting, som jeg ikke kan. Selv om jeg er 32 år, så kan jeg ikke slå en saltomortale fra tre-metervippen. Han er klart den mest adrætte politiker i Danmark!

Jakob Engel-Schmidt (V)

Selvom Krisitian Jensen i dag bruger sin tid på at pleje Danmarks udenrigspolitiske interesser, så har han en baggrund som springgymnast. Derfor har Jakob Engel-Schmidt valgt at gøre udenrigsministerens ekspertise til salgsobjekt. Man kan købe sig til en times undervisning i springgymnastik - eller hyggeligt samvær - med selveste Udenrigsministeren.

“Så kan man imponere lillemor - eller lillefar”, lyder det fra Jakob Engel-Schmidt

Ifølge Jakob Engel-schmidt er udenrigsministerens gymnastikundervining 2.000 kroner værd.
Se her, hvad Hammerslag-vært Christian Degn mener, at udenrigsministerens selskab skal koste


Peter Skaarup (DF)

Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti har valgt at bortauktionere det slips, som han havde på, da han blev valgt ind i Folketinget i 1998. Peter forsikrer, at slipset stadig er rigtigt pænt. “Der er blevet passet godt på det”, fortæller han. Slipset får selskab af en signeret version af Peter Skaarups bog.

Peter Skaarup vil lade det være op til deltagerne ved auktionen at værdisætte slipset.
Christian Degn, der er vært på Hammerslag, holder sig dog ikke tilbage af den grund. Se her, hvad han mener, at slipset er værd.


Christina Egelund (LA)

En afrikansk træfigur købt på et marked i Nairobi er, hvad Christina Egelund fra Liberal Alliance sætter til salg på Folkemødets Genbrugsauktion

Den her er fra min allerførste rejse til Afrika – som jeg på netop den tur blev smaskforelsket i. Derfor har jeg siden januar været tilbage to gange og skal derned igen i september

Christina Egelund (LA)

Figuren er for Christina Egelund symbolet på, hvad der skal til for at hjælpe udviklingslandene: at vi køber deres produkter. “Jeg lover at bruge et beløb tilsvarende det, den måtte indbringe på auktionen i Allinge på samme marked i Nairobi, når jeg i september skal tilbage dertil”, siger hun.

Christina Egelund har ikke noget bud på, hvad varen skal koste.
Hammerslag-vært Christian Degn, der normalt prissætter boliger og ikke træfigurer, kommer her med sin vurdering af, hvad Christinas afrikanske træfigur er værd.


Peter Hummelgaard (S)

Socialdemokakraternes Peter Hummelgaard sælger Mogens Lykketofts første valgplakat. Lykketoft blev valgt ind i Folketinget i 1981, men denne plakat stammer helt tilbage fra 1977, hvor han stillede op til sit første folketingsvalg. Men det er ikke det hele. Peter sælger nemlig også en privat middag med Mogens Lykketoft, der både har været udenrigs-, finans- og skatteminister. Regningen - den betaler Peter Hummelgaard.

Hvis man vil spise betalt frokost med Mogens Lykketoft - så er det nu, man skal byde

Peter Hummelgaard

Det er uklart, hvad Peter Hummelgaard mener, at det skal koste både at spise middag med Lykketoft og blive ejer af hans første valgplakat.
Christian Degn, der er vært på Hammerslag, er mere klar i spyttet. Se her, hvad han mener, at prisen skal være.


Pernille Schnoor (Alternativet)

Alternativets Pernille Schnoor står for den fysisk største ting, der skal under hammeren på Folkemødet. Det drejer sig nærmere betegnet om en klaverbænk.

Schnoor smider Alternativets bog “Love is in the air” oven i puljen - med en hemmelig hilsen indeni.

Årsagen til, at Pernille Schnoor netop vælger at sætte en klaverbænk til salg, er, at hun på et tidspunkt arvede et klaver, der er gået i arv i generationer. Glæden ved at spille klaver har hun dog aldrig fundet. Derfor må klaverbænken nu videre til en ny ejer.

Det var ikke lige mig at spille klaver. Nok fordi jeg ikke er så god til at medvirke i sammenhænge med alt for rigide regler. Og der var ikke meget plads til at være kreativ og til at improvisere med den klaverlærer, jeg havde som barn

Pernille Schnoor (Alternativet)

Én ting fik hun dog med fra barndommens klaverundervisning: “Når man laver en fejl og spiller forkert, så fortsætter man ufortrødent - det værste, man kan gøre, er at standse op og ærgre sig over fejlen - for så vil fejlen opfattes af endnu flere og blive meget mere tydelig. Det tror jeg er en god læring - som mange børn og unge i dag kan have brug for at træne. For det er jo fejlene, vi lærer af - og det er fejlene, der udvikler os”, forklarer hun.

Pernille Schnoor mener selv, at klaverbænken er minimum 500 kroner værd.
Se her, om Christian Degn, der er vært på DR-programmet Hammerslag, er enig i den vurdering.


René Gade (Alternativet):

René Gade, der sidder i Folketinget for Alternativet, sætter en fodboldtrøje og en Silkeborg IF-kamp med ham selv som ledsager på højkant i auktionen. “Naturligvis inklusiv en stadionplatte bestående af en kæmpe stadionpølse med brød samt øl/vand“, understreger han.

René Gade var selv aktiv fodboldspiller i sine ungdomsår i Silkeborg IF, hvor han spillede sammen med nogle af sine bedste venner.

Selvom vi var gode, var der kun én af os, der rent faktisk blev superligaspiller. Og det var min gode ven Anders Veller. Han gjorde kometkarriere som forsvarskrumtap på superligaholdet, men måtte desværre indstille karrieren meget tidligt efter en række skader. Det her er trøjen, han gav mig på sit højeste

René Gade (Alternativet)

René Gade mener selv, at forboldtrøjen repræsenterer en enorm værdi, hvilket selvfølgelig skal afspejles i salgsprisen.
Se vært på Hammerslag, Christian Degns, vurdering af de ting, René Gade sælger her.


Winni Grosbøll (S)

Bornholms borgmester, Winni Grosbøll, der er valgt for Socialdemokraterne, bidrager til auktionen med en helt særlig glasskål.

Det er en mundblæst skål, som Baltic Sea Glass lavede tolv af til det allerførste Folkemøde i 2011. Årstallet er indgraveret i bunden

Winni Grosbøll (S)

Den skål, som borgmesteren bortauktionerer, er den sidste af skålene fra Folkemødets spæde start.
Se, hvad Hammerslag-vært Christian Degn mener, at den mundblæste glasskål skal koste her. 

Pengene fra auktionen vil gå til et godt formål - på Bornholm.
Publikum stemmer efter auktionen, hvilken en af disse tre ting pengene skal gå til:

  1. Planter og evt. legeredskab til Natur- og Skovbørnehaven i Rønne, der er ved at blive bygget og forventes færdig om en måneds tid.
  2. En cykel til projekt ’Cykling uden alder’, hvor plejecenterbeboere sammen med frivillige kan få en cykeltur i en rickshaw-lignende cykel og dermed komme ud i naturen.
  3.  Street-fodboldbane på St. Torv i Rønne. Det vil glæde byens børn og unge (og ældre?) og kan fint være en del af det liv, som bl.a. kommunen gerne vil skabe på Torvet.