Sådan sætter du din bil til salg på DBA
Motor

Sådan sætter du din bil til salg på DBA

Simon Hallenslev
Simon Hallenslev

Vi lever en moderne tid, hvor alt er digitalt og elektronisk, og hvor det forventes af dig, at du på forhånd ved, hvordan du gebærder dig på nettet. Men hvis det alligevel skulle knibe lidt med de tekniske færdigheder, viser vi dig her trin-for-trin, hvordan du sætter din bil til salg på DBA.

Bare rolig: Vi starter helt fra scratch! Her på DBA bestræber vi os på, at gøre oprettelsen af annoncer så smertefri som muligt for dig. Hele processen bør ikke tage dig mere end 2 minutter — så er din bil til salg.

Undervejs i oprettelsesprocessen bliver du også mødt med muligheden for, at gøre din bilannonce mere synlig. Denne øgede synlighed koster selvfølgelig lidt men kan være et godt hjælpemiddel, hvis du står og skal af med din bil her og nu.

Dertil skal det også nævnes, at du på ingen måde er påkrævet at smide ekstra penge efter din bilannonce. Du kan sagtens få din bil solgt uden at købe ekstra synlighed — det tager måske bare lidt længere tid.

Hvis du sidder med mobilen i hånden og hellere vil sælge din bil via vores App, kan du læse vores artikel om, hvordan du sætter din bil til salg via DBA-Appen.

Nok snak! Herunder får du din trin-for-trin guide til, hvordan du sætter din bil til salg på DBA.

1. Tryk på 'Opret Annonce'

På DBAs hovedside vil du i øverste højre hjørne se en gul knap, hvorpå der står 'Opret Annonce'. Klik en enkelt gang på denne knap, og så er du i gang med at sælge din bil.

Klik på den gule knap, som vi her har markeret med rød.
Klik på den gule knap, som vi her har markeret med rød.

2. Find dit bilmærke

Nu skal du vælge hvilken kategori, du gerne vil sælge et produkt i. Du er naturligvis på udkig efter at få solgt din bil, så det er bilkategorien, vi skal kigge efter.

I stedet for bare at vælge kategorien 'Biler' generelt, har vi lavet en søgefunktion, så du kan finde det rigtige bilmærke fra starten af. Skriv derfor i tekstfeltet hvilket bilmærke, din bil er.

Skriv i tekstfeltet hvilken bil, du gerne vil sælge.
Skriv i tekstfeltet hvilken bil, du gerne vil sælge.

Hvis vi nu siger, at jeg gerne vil sælge en Honda, er det dét, jeg skriver i tekstfeltet. Men som du nok kan se, breder fabrikanten Honda sig over flere kategorier. De laver alt fra motorcykler, knallerter og sågar plæneklippere.

Find derfor den kategori, der står 'Biler' - i grå skrift - ud for. På billedet har vi markeret den rigtige kategori med rød, som er hovedkategorien for alle biler af mærket Honda.

3. Hvor vil du sælge?

Hvis du virkelig har travlt med at komme af med din bil, kan du vælge at udnytte vores samarbejde med 'Xpress Bilauktion', hvor din bil bliver solgt inden for 24 timer.

Vil du bare sælge din bil helt normalt, trykker du på den venstre blå knap, hvorpå der står 'Sælg bilen på DBA'. Dette er den helt normale annonceopsætning, hvor du selv står for salget af din bil.

Det er knappen til venstre, her markeret med rød, som du skal trykke på, hvis du vil sælge din bil normalt på DBA.
Det er knappen til venstre, her markeret med rød, som du skal trykke på, hvis du vil sælge din bil normalt på DBA.

4. Indtast nummerplade

Denne funktion hvor du kan indtaste din nummerplade, er indført for at gøre processen lettere for dig. Alt du skal gøre er at skrive bilens registreringsnummer, og derefter vil systemet automatisk finde frem til bilens mærke, årgang og kilometertal — smart, ikk'?

Alle informationer på din bil hentes fra Motorregistret.

Når du har indtastet din nummerplade, trykker du 'Find bil'.
Når du har indtastet din nummerplade, trykker du 'Find bil'.

5. Eftertjek eller indtast oplysninger

Selvom informationerne fra Motorregistret plejer at være nogenlunde skudsikre, er det alligevel altid en god idé at gå det igennem, inden du hopper videre.

Det kan også være, at Motorregistret ikke kan hente oplysningerne på din bil. Det kan blandt andet skyldes, at du prøver at sælge en bil, der er afmeldt, eller en bil, der ikke er afgiftsregistreret i Danmark, hvorfor du ikke har nogen nummerplade at taste ind.

Hvis det er tilfældet, må du indtaste oplysningerne selv — men det er heldigvis ganske simpelt.

På denne side skriver du alle oplysningerne på den bil, du gerne vil sælge på DBA.
På denne side skriver du alle oplysningerne på den bil, du gerne vil sælge på DBA.

Når du selv taster oplysningerne på din bil ind, kræver det selvfølgelig, at du ved hvilken årgang og motorvariant, din bil er. Hvis det kniber med at huske dét, kan du altid tage et kig i din instruktionsbog, der følger med bilen. Husk også at krydse af, hvis din bil er synet inden for et par måneder. Det trækker klart op, hvis din bil er frisk ud af synshallen!

Hvis du gerne vil sikre dig, at din annonce får blikfang, kan du vælge at tilkøbe en overskrift. Her kan du skrive ting som "velholdt pendlerbil" eller "ideel begynderbil". Her handler det om at finde de nøgleord, der sælger din bil bedst.

Når du ved hjælp af vores lister har fundet din bils model, modelår, brændstof og variant, og også har indtastet bilens kilometertal, kommer du ned til punktet 'Tilbehør'. Her har vi listet en række af det udstyr, man typisk vil kunne finde i moderne biler. Når du tjekker disse bokse af, vil systemet automatisk føre informationen videre til den første linje af din annoncetekst.

6. Skriv annonceteksten

Så! Nu er det nu, du skal være kreativ og finde din indre bilforhandler frem. Du skal nemlig til at skrive annonceteksten, og her er det vigtigt, at du får solgt din bil på de gode historier, du også ville fortælle, hvis du mødte en potentiel køber i virkeligheden.

Det er en god idé, at sælge bilen på positive tillægsord, som du har tillagt den i den tid, du har ejet den. Du må derfor gerne skrive, at det er en dejlig bil, at du har været glad for den, eller at den aldrig har forvoldt dig nogle problemer - noget i den dur! Det er også en god idé at være ærlig om eventuelle fejl og skader. Køber vender om på hælen, hvis bilen har en stor skræmme, du ikke har beskrevet eller taget billeder af.

Hvis din indre bilforhandler er gemt langt væk, og det kniber lidt med at få ordene ind i annoncen, kan vi også hjælpe dig. Vi har nemlig skrevet en artikel om, hvordan du skriver en annoncetekst, der sælger din bil. I den kan du få et par stikord til, hvad din annoncetekst skal indeholde, så køberne kommer til at flokkes om din annonce.

Når annonceteksten er skrevet, skal du selvfølgelig også have en pris på og have tilføjet et par billeder.
Når annonceteksten er skrevet, skal du selvfølgelig også have en pris på og have tilføjet et par billeder.

Når du har fået skrevet en fængende annoncetekst, skal du også blive enig med dig selv om, hvad din bil skal sælges til. Her skal du huske, at hvis du sætter din personbil til salg for mere end 50.000 kroner, opkræves du et mindre beløb, før annoncen kan oprettes.

Dernæst skal du ud og tage billeder af bilen. Husk at få bilen fra alle vinkler såvel som fra kabinen. Ligesom i annonceteksten, er det en god idé at lægge "kortene på bordet" og tage billeder af rust eller skræmmer, så køber ved, hvad han eller hun har med at gøre.

Hvis du er usikker på, hvordan et godt salgsbillede tages, kan du læse vores artikel, der giver dig de vigtigste fotoråd, til når du skal sælge din bil. Og så lige et afsluttende tip: Du behøver ikke sløre din nummerplade! Der er ikke nogen, der kan trække personfølsomme informationer på dig via din nummerplade. Tværtimod kan mange købere bruge din nummerplade til, at tjekke kilometerstand og syn — så hvis du skjuler pladerne, kan det se ud som om, at du i virkeligheden forsøger at skjule noget andet.

7. Forøg dine muligheder for et hurtigt salg

Som vi beskrie indledningsvist i artiklen, har du altid mulighed for, at forøge dine muligheder for et hurtigt salg. Vi tilbyder diverse pakker, der sikrer, at din annonce får mere eksponering. Disse pakker er særligt anvendelige, når du skal sælge din bil, fordi der hver dag oprettes mange salgsannoncer for brugtbiler. Derfor vil din annonce uden en pakkeløsning hurtigt ryge væk fra første side.

Vi tilbyder i alt tre pakker, til din brugtbilsannonce: 1. Budgetpakken til 59 kroner, der giver din annonce tre gange så mange visninger som normalt og fremhæver din annonce. 2. Standardpakken til 99 kroner, der giver din annonce fire gange så mange visninger, sætter den i vores topgalleri og fremhæver den. 3. Premiumpakken til 149 kroner, der giver din annonce seks gange så mange visninger, sætter den i vores topgalleri samt galleriet på DBA-forsiden, fremhæver den og gør den til topannonce.

På denne side ser du et overblik over vores pakker. Husk at ingen er pakkerne er obligatoriske for oprettelse af din annonce.
På denne side ser du et overblik over vores pakker. Husk at ingen er pakkerne er obligatoriske for oprettelse af din annonce.

Udover disse tre pakker, har du også mulighed for at sætte et 'HASTER'-skilt på din annonce, så potentielle købere kan se, at du gerne vil af med bilen hurtigt.

Til slut kan du også droppe pakkerne og i stedet satse på Danmarks største bilmarked, Bilbasen, hvor du kan tilkøbe annonceplads for 229 kroner.

8. Kontaktoplysninger

Så er du ved at være i mål! Nu skal du blot skrive dine kontaktoplysninger ind, så de potentielle købere kan kontakte dig og høre mere om din bil. Du bestemmer selv, hvor mange informationer du vil have liggende på din annonce. Hvis ikke du vil have din adresse stående, fjerner du enten markeringen eller sletter din adresse fra adressefeltet. Det er heller ikke påkrævet, at du har dit telefonnummer stående, men kan alligevel være en god idé. Mange er nemlig tilbøjelige til, at sende en hurtig SMS, hvis de gerne vil have en fremvisning på din bil.

I bunden kan du vælge, om folk må stille spørgsmål på din annonce. Med biler kan det være smart, fordi du på den måde kan besvare et spørgsmål én gang for alle på annoncen. Dit svar bliver altså offentligt tilgængeligt, så andre købere kan se det og er fri for at stille dig samme spørgsmål. Det kan spare dig tid, hvis du slipper for at besvare det samme spørgsmål flere gange.

Til slut er det bare at trykke 'Opret annonce' og så har du hermed sat din bil til salg!

Når du har trykket på denne gule knap, er det bare at vente på, at de potentielle købere kontakter dig.
Når du har trykket på denne gule knap, er det bare at vente på, at de potentielle købere kontakter dig.

Vi håber, at du nu føler dig klædt godt på til at sætte din bil til salg på DBA. Hvis du gerne vil have lidt supplerende viden om salg af din bil, kan du læse vores 7 råd til, hvordan du sælger din bil sikkert på DBA.

Er du bange for, at din bil er for grim til at sælge på DBA? Det kan vi med tryghed sige, at den ikke er! Se bare vores samling af de grimmeste biler til salg på DBA. Nok er de grimme - men så har de en masse andre kvaliteter.

Du kan også hoppe i underholdningsverden og se vores video om en bil, der koster 2 millioner kroner, selvom den er både gammel og rusten. Den høje pris skyldes, at det er den originale bil fra Olsen Banden! Se videoen herunder.

Relaterede artikler