DIY: nyt liv til slidt daybed - guide til ombetrækning

DIY: nyt liv til slidt daybed - guide til ombetrækning

25. januar 2017

Daybeds er populære og de findes i alle afskygninger, og der er altid forskellige eksemplarer at finde på dba.  Hold dig ikke tilbage fra et godt køb, fordi betrækket er slidt, skjoldet eller bare grimt. Det er nemlig ikke svært at ændre, hvis du bare er en lille smule snild på hænderne. Kig med her, hvor jeg give en trin for trin guide til ombetrækning af dit genbrugs-daybed-fund!

Daybed er et af de søgeord som jeg ret ofte indtaster i søgefeltet på dba. Jeg har to styk allerede og faktisk ikke plads til flere - men jeg skal altid lige ind at kigge, hvilke modeller der er til salg. Det kunne jo være, at der lige var et helt fantastisk musthave eksemplar.

Et godt tip er at udvide din søgning, når du søger efter noget bestemt. Så leder du efter en daybed, så søg også på fx ottoman, sovesofa, briks og divan – din drømme-daybed kan nemt gemme sig her.

Anne Romedahl

Når du kigger efter daybeds, så tjek først at madrassen er intakt med fjedre. Er madrassen i orden, og er du vild med designet, formen og benene, så er det bare om at slå til. Stoffet er det sværeste at se bort fra, men den letteste del at fixe.

Når du har fundet en fed retro-daybed, som skal ombetrækkes – så har du chancen for at update den med et fedt betræk i lige præcis din stil. Dog skal du huske at vælge noget stof, som er velegnet til formålet, og som kan holde til daglig belastning. Jeg har valgt en lækker midnatsblå møbelvelour - som er lige i øjet til at skabe lidt loungestemning.

Tjek evt. DBA for billigt møbelstof

Du skal bruge:

  • Møbelrens
  • Stof – jeg brugte 5,7 m, da både madras og ryg skulle betrækkes. Jeg valgte møbelvelour i midnatsblå
  • Hæftemaskine
  • Klemmer til hæftemaskinen
  • Lang syl
  • En tang
  • Stærkt snor
  • Store Knapper
  • Små stykker stof formet som en vifte til hæftning af knapper under madrassen
  • Et kit til at stofbetrække knapper
  • Kridt eller tusch til markering af knapper

Sådan gør du:

  • Rens madrassen med møbelrens inden du går i gang med ombetrækningen
  • Klip stoffet – tjek målene flere gange inden du klipper! Husk at tage højde for højden af madrassen også. Jeg sætter 5 cm ekstra af til ombuk hele vejen rundt
  • Start 10 cm oppe på den ene langside og lav ombuk, så kanten bliver pæn – stop 10 cm inden enden af langsiden
  • Stram stoffet godt over madrassen – det skal være virkeligt stramt og uden folder og hæft nu den anden langside på samme måde
  • Hæft nu de korte sider på samme måde –husk de 10 cm
Sådan hæftes stoffet påundersiden
Sådan skal dine hjørner se ud..
  • Hjørnerne skal laves pæne, det gør du næsten efter samme princip, som når du pakker en gave pænt ind – bortset fra at stoffet ikke skal foldes skråt ind, men flugte langs hjørnet på din daybed. Det er vigtigt, at du er omhyggelig, så du ikke får mange stykker stof ovenpå hinanden. Hæft hjørnerne.
  • Så skal knapperne laves efter anvisninger på dit knappekit. Du kan også vælge at få dem lavet ude i byen
  • Når knapperne skal i, så skal du have en hjælper - hvis din daybed er en springmadras. Marker præcist hvor knapperne skal sidde
  • Stik et hul i madrassen med sylen og pres sylen hele vejen igennem madrassen
  • Bind et stærkt snor i enden af knappen og tråd snoren dobbelt. Din nål skal være meget kraftig
  • Stik nålen ned gennem madrassen. Det er lettest at bruge en tang til at presse nålen ned. Der skal presses til og det gør ondt i fingrene, hvis du ikke bruger tangen
  • Din hjælper tager imod nålen på bagsiden – også med en tang
  • Hjælperen hæfter tråden bagpå, mens du trykker madrassen sammen, så knappen øverst bliver trukket en smule ned i madrassen. Et stykke stof foldet som en lille vifte er fint at binde snoren omkring under madrassen
  • Fortsæt på samme måde, indtil alle knapper er sat på.
  • Har du en ryg på din daybed, så ombetræk den efter samme fremgangsmåde

Spring ikke knapperne over. Stofbetrukne knapper trukket lidt ned i madrassen giver bare et eksklusivt finish til dit projekt

Anne Romedahl

Selve ombetrækningen tager kun en god times tid. Påsætning af knapperne et par timer max. Jeg elsker den slags opgaver, hvor forvandlingen er total, og man bagefter glæder sig over resultatet hver gang, man kigger det det færdige projekt. Min daybed har fået en plads i stuen og det er er klart yndlingspladsen til at læse en god bog eller tage en morfar.

Rigtig god fornøjelse med dit ombetræknings-projekt

 /Anne