Du har over 7.000 kroner liggende på loftet

Du har over 7.000 kroner liggende på loftet

Af Mette Carlsen / 27. maj 2016

Du har over 7.000 kroner liggende på loftet

Danskerne vurderer i en ny undersøgelse, at der står ting og sager til en værdi af mere end 20 milliarder kroner og samler støv på deres lofter. Christian Duckert Birkedal har haft mere stående end gennemsnittet, men nu er hans ting sat til salg.

Christian Duckert Birkedal har fået gjort det, mange af os ville ønske, at vi kunne tage os sammen til. Han har vovet sig op på loftet og sorteret i bunkerne med aflagte ting og sager.

Blandt de glemte skatte fandt han et golfsæt, en lerdrejebænk og en pladesamling på tusind plader.

”Mange af tingene har jeg haft en tanke om, at dem fik jeg nok brug for på et tidspunkt. Så er der gået nogle år – og nogle flere år – og man bruger ikke tingene til en skid”, fortæller han.

To måneders husleje gemte sig på loftet

Alle Christians aflagte ting får nu chancen for et nyt liv i andres hænder. De er – som del af en kampagne for DBA Guide – blevet sat til salg på dba.dk.

“Det er alt lige fra mine børns aflagte børnestole og legoklodser til et golfsæt og en vægsliber. Det er alt mellem himmel og jord. Vægsliberen har jeg fået af min svigermor. Den har aldrig været brugt, og jeg kommer aldrig til at slibe noget som helst”, fortæller han grinende.

Alle de ting der skal sælges, er blevet værdisat til 12.500 kroner. Og det var en overraskelse for ham, at der stod så mange penge og samlede støv på loftet.

“Tingene har en affektionsværdi for mig. Det er ikke skrald, jeg har sat til salg, men noget jeg har et forhold til. Derfor kommer det ikke bag på mig, at det har en værdi – men 12.500 kroner er to en halv gange husleje for mig. Det er mange penge”, siger han.

Christian
Christians Duckert Birkedal

Genbrug handler også om at give noget videre

Christian Duckert Birkedal er langt fra ene om at have guld i gemmerne.

I en undersøgelse, som YouGov har foretaget for DBA, vurderer de adspurgte danskere, at de har 291 genstande liggende, som de ikke længere bruger. Genstandenes samlede værdi ligger i gennemsnit på 7.672 kroner. Det betyder, at vi på landsplan har for ca. 20,4 mia. kroners genbrugsguld liggende på lofter og i kælderrum. 

En del af de penge kommer til at lande i Christians Duckert Birkedals lommer efterhånden, som tingene bliver solgt på dba.dk. Men selvom der er penge i at rydde op, så er det ikke kun udsigten til kroner på kontoen, der driver værket for ham.

”Hvis der er andre, der kan få glæde af mine aflagte ting – mine børns legoklodser for eksempel – så skal de videre i systemet. De skal ikke stå og samle støv på mit loft, men ud til nogle børn, som kan få glæde af dem”, siger han.