Mix dine stole omkring spisebordet

Mix dine stole omkring spisebordet

8. marts 2016

Jeg elsker stole - som i ELSKER! Jeg finder dem på loppemarkeder, antikmarkeder, på gaden (ikke ved tyveri) eller på DBA og joh da, såmænd også fra nye ude hos masseproducenterne.

Når man er indehaver af sådan en lille stole-afhængighed i al' sin forstand (som blogger sidder man jo ofte ned, ik ?! Godt jeg løber stærkt som sygeplejersker ved siden af), så skal man have masser af plads, et stort loft/kælderrum eller være god til også at SÆLGE sine stole igen, når trangen til nye presser sig på. Jeg kan nikke "nej" til stort set det hele.

Vores lejlighed er på 124 kvadratmeter, hvilket jo er temmelig god plads for 2 mennesker vil jeg mene. Men, vi har dog rigtig mange skråvægge, som "æder plads". Lejligheden føles altså ikke helt så stor, som den måske kunne og det går udover stole-mængde-potentialet. Med det sagt vil jeg på ingen måde undvære vores skråvægge. Jeg elsker at bo i taget - sæsonerne kommer bare lidt tættere på: solen varmer/smelter os, regnen trommer og sneen mørklægger os - det er skisme hyggeligt! Vores loftrum (alle 2) er fyldt op til renden og jeg kan ikke sælge stole fra mig - jeg har forsøgt, men det er for hårdt!

forskellige designerstole om spisebordet

Mix dine stole omkring spisebordet!

Min GENIALE løsning, som bestemt ikke er set før (hah) og som nogenlunde imødekommer min stolehamstring er, at have forskellige stole omkring spisebordet. I øjebliket er der 2 sæt stole der går igen omkring bordet. Men det er kun indtil jeg har fremskaffet 2 andre drømmestole (I kan finde ud af hvad det er for nogen længere nede i indlægget).

Nu vil jeg lige tage jer med omkring bordet. Jeg har nemlig forsøgt at "genfinde" stolene til jer på DBA.
Vores spisebord er i øvrigt fra Ilva's egetræs genbrugsserie "Lormont" - det er højt elsket og det titter også sommetider frem på DBA.

 

Kontorstolen

Den gamle og temmelig patinerede kontorstol er et DBA fund, for et par år tilbage. Jeg holder virkelig meget af dens rå og industrielle look og så synes jeg at den passer fint ind i den lille samling, tiltrods for at den ikke tilegnet spisebordet.
Jeg husker tydeligt at jeg anvendte søgeordet "Kevi", da jeg havde fået tanken om en utraditionel spisebordsstol. Vores kontorstol er dog ikke en "Kevi" - men den ligner en lille bitte smule. Man kan også forsøge sig ved at anvende søgeordet "retro kontorstol" - ved denne søgning kommer der også en del finheder frem.

kontorstol kevi dba

Skolestolen

For bordenderne har vi 2 Skolestole stående. De er simple og uhøjtidlige, hvilket jeg nærmest synes gør dem højtidlige :) Stolene er begge fundet på DBA og jeg tror måske jeg har givet 50 kr. pr. stk. DBA bugner med dem, se bare hér.

retro skolestol spisebord dba
retro stole design om spisebordet

Kai Kristiansen - Model 31

Denne stol er pudsigt nok også et ældre DBA fund - stolen er udført i palisander og med læderbetræk. Overfor den, står endnu en Kai Kristiansen stol, som er udført i solidt teaktræ, og som jeg har betrukket med kunstlæder i min studietid.

Kai kristiansen model 31 designerstol

Xavier Pauchard - Tolix 

Den franske Café og park stol Tolix, blev designet i 1934 og er en af mine favoritter. Den kommer i et hav af farver og så kan den bruges ude som inde. Det gør bestemt ikke noget at den får sig et par "hak og ridser" når man skramler med dem eller har gang i agressiv støvsugning - det giver den bare lidt mere karakter.

Arne Jacobsen - Dråben

Vores smukke Dråben har kun været vores. Den blev i sin tid KUN produceret til SAS hotellet her i København, så jeg priser mig lykkelig for at “folket” nu også har fået glæden af at kunne placere numsen i så smuk en stol. Vidste I, at man faktisk havde en af de originale stole fra SAS hotellet, i en scanner, for at få alle detaljer og komforten med i de nye stole?

tolix stol arne jacobsen dråben

Drømmestolene

For øjeblikket drømmer jeg om en Hans J. Wegner: Y-stol i sortlakeret bøg, som virkelig gerne må pynte ved bordet, sammen med endnu en af Kai Kristiansens stole, nemlig "Z stol", som også hedder "model 42". Den er yderst elegant og simpelthen så smuk.

Hvilke andre stole syntes I jeg burde tage med i mine drømmebetragtninger? :)